Vejdirektoratet afholder ikke den årlige kommuneworkshop i 2017, men ser frem til at møde kommunerne på Vejforum, Vejman.dk årsmøde,Trafiksikkerhedskonferencen, Cykelkonferencen, Trafikdage mm.
Vejdirektoratet bruger mange ressourcer på at bidrage til, at vejsektoren udvikles og til at vejnettet opleves ensartet på tværs af vejmyndigheder. Aktiviteterne i forhold til vejsektoren omfatter såvel viden og værktøjer, som IV-ydelser til kommunerne, og foregår i mange fora, bl.a. konferencer, netværk, møder mv. Vejdirektoratet lægger stor vægt på at fastholde vores kommunerettede aktiviteter, men der er også på dette område brug for at gøre tingene på en måde, der kræver færre ressourcer.
I 2017 kommer Vejdirektoratet ikke til at afholde den årlige Kommuneworkshop. Kommuneworkshoppen er meget populær og velbesøgt, men er samtidig én ud af flere meget ressourcekrævende aktiviteter, som Vejdirektoratet gennemfører i sektoren. I en tid hvor Vejdirektoratet, som så mange andre offentlige institutioner skal agere omkostningsbevidst, er der behov for at se på, hvordan vi kan indfri kommunernes og Vejdirektoratets behov for fælles aktiviteter og præsentation af ydelser, viden og værktøjer på andre måder, end vi gør i dag.
Kommuneworkshoppen har været afholdt siden 1995 som et gratis arrangement for fagfolk fra vej- og trafikområdet. Deltagerne kommer for at få ny viden, inspiration og for at styrke netværket.
I den kommende tid vil der foregå et arbejde med at se på, om de øvrige arrangementer og aktiviteter vi har i vejsektoren kan udvikles og tilpasses, så vi også fremadrettet kan tilbyde vores IV-kunder en god service. Kommunerne er én af Vejdirektoratets vigtigste samarbejdspartnere, og Vejdirektoratet er opsat på at finde en form, som både giver god mening og værdi for både Vejdirektoratet og for kommunerne.
Kommunerne vil i 2017 stadig kunne møde Vejdirektoratet på Vejforum, Vejman.dk årsmøde, Trafiksikkerhedskonferencen, Cykelkonferencen, Trafikdage m.m. Samtidig er Vejdirektoratet som altid klar til at indgå dialog om konkrete IV-ydelser og øvrige produkter med kommunerne.
Du kan gå ind på vejdirektoratets hjemmeside på http://vd.dk/raadgivning og læse mere om Vejdirektoratets produkter og rådgivningsydelser.
Med venlig hilsen
Vejdirektoratet